ASSELS - SILLERSLEV

Kancelliråd Thomas Thomsen Lund købte i 1763 herregårdene Lund og Blidstrup af boet efter oberst Phillip Gotfred von Samitz. Efter kort tid afhændede han Blidstrup.

Thomas Lund var en energisk landmand og måske lidt af en bondeplager. I hvert fald fik han tilnavnet Thomas Pileben på egnen, og folkeovertro har kunnet fortælle om, at den etbenede Thomas Lunds genfærd rider på strækningen mellem Lund og Ø. Assels. I 1805 står der i en indberetning, at hans navn endnu nævnes med skræk.

Efterhånden som han fik den noget forsømte gård på fode, fik han oprettet et teglværk og dertil også et kalkværk.

Lund levede i en mulighedernes tid, hvor den gryende industrialisme i England fik nye initiativer til at spire frem.

Den 3. januar 1774 fremsendte Thomas Lund en ansøgning til regeringen om toldfrit at kunne importere råvarerne til en fabrikation af fajancer og stentøj, samt om at få tilladelse til frihandel med de varer, der kom ud af produktionen.

Det fik han bevilget.

På dette tidspunkt var fajancefabrikken allerede bygget sydvest for Gammellund og i drift.

Arbejdet på fajancefabrikken gik ikke, som det skulle. Driften var dyr , og mislykkede brændinger var meget bekostelige. Tillige skulle ovnene renses, og det mislykkede materiale skaffes af vejen.

Kancelliråd Lund kom i dybere og dybere gæld. I februar 1777 indsendte han en ansøgning til arveprins Frederik om at låne 30.000 rigsdaler, men fik det ikke bevilget.

Thomas Lund holdt derefter arbejdernes daglige brændevinsration og deres løn tilbage, og det bevirkede, at både de tyske og de svenske arbejdere forlod øen.

Thomas Lunds helbred var dårligt, og han døde som halvtredsårig den 16. september 1777.

Da boet opgjordes, viste det sig, at gælden oversteg aktiverne, og enken Birgitte Sophie Friis blev nødt til at skille sig af med alt, hvad der var: Godset med kirke og bøndergods, kalkværket, teglværket, tørvemoserne, fajancefabrikken og alle andre aktiver deriblandt tjenestefolkene.

Birgitte Friis fik lov til at bo i en lille del af fabriksbygningerne sammen med sine 5  børn.

Den 7. januar 1778 afsluttedes købekontrakten med de to nye ejere Hans Meulengracht og nordmanden Saxo Aschanius. I 1784  udkøbte Aschanius Meulengracht. Han fortsatte med fabrikationen af fajance, da der var et stort lager af både hollandsk og bornholmsk ler. Han ansatte fagmanden J. G. Kriepe. Trods det var fabrikkens økonomi stadig dårlig. Da Aschanus døde i 1787 stoppede fajancefabrikationen,

Herregaarden med alt tilhørende blev i 1795 solgt til justitsråd Severin Fønss til Løvenholm og hans partner landsdommer Henrik Leth til Lyngholm.

I 1924 foretog førstelærer Johannes Touborg en prøveudgravning, der var så vellykket, at museumsinspektør Uldall i 1926 gik i gang med en større udgravning,

Der foretages en udgravning igen i 1983, hvor det lykkedes at finde urørte lag med større mængder vraggods fra fabrikkens produktion