Ny skulptur i Øster Assels.
Fredag d. 3. juni 2016 i strålende sol fik Øster Assels sin nye skulptur. En fugl på reden med 3 æg. Skulpturen er lavet af Thomas Dambo, som er kendt for at lave sine skulpturer af genbrugsmaterialer. Fuglen er primært lavet af plast fra sorte blomsterspande, dog fandt han nogle skrigende gule spande, som er brugt til næb. Æggene er fremstillet af slanger fra fadølsanlæg fra Roskilde festivalen. Fuglen og æggene blev fremstillet på værkstedet i København og kørt til Øster Assels, hvor en jordhøj var forberedt. Her flettede Thomas og hans team sammen med lokale en rede af birke- og pilegrene, derefter blev fuglen med æggene anbragt, så der nu er en flot skulptur ved indgangen til Præstegårdsskoven.
Samtidig med at Thomas og hans medhjælpere Troels og Hektor lavede skulptur, havde en flok børn fra Ørding friskole under ledelse af Simon Ward travlt med at lave fuglekasser. Fantasien fik frit løb, og der blev lavet farvestrålende fuglekasser med mange sjove faconer, disse er nu er hængt op i skoven til stor fornøjelse for fugle og mennesker.
Til at underholde de travle kunstnere havde vi fået Niels Vinter fra Sillerslev til at synge og spille guitar i skoven. Ved det store kagebord, som flinke ”bagere” havde sørget for, underholdt SydMors Harmonikalaug de kaffeglade.
Det blev en varm, men festlig dag, hvor mange kom for at se på aktiviteterne og glæde sig over den nye skulptur og de flotte fuglekasser.