ADVENTSFEST

2012

Aftengudstjeneste i Øster Assels kirke med Lucia-optog og efterfølgende samvær i Forsamlingshuset

Tirsdag aften var der næsten fulde huse i Øster Assels kirke (omkring 90 deltagere), og Juniorklubben havde sørget for et meget fint Lucia-optog.

Vi hørte en historie fra en af Selma Lagerløfs romaner om de følelser, der opstår, når der kommer et lille nyt væsen til verden - naturligvis med klare tråde til julen og Jesu fødsel. Julemanden og hans kone beærede kirken med deres tilstedeværelse, og dette fik naturligvis børnene til at sætte næsen op efter mulige gaver lidt senere.

Efter gudstjenesten var der hyggeligt samvær i forsamlingshuset. Børnene fik deres slikposer, og herefter legede børn og voksne nogle af de gamle, hyggelige sanglege, fx "Bro-bro-brille" og "Så går vi rundt om en enebærbusk", fint akkompagneret af Gerhard Mark.

Der blev serveret sodavand, kaffe og æbleskiver, hvorefter vi gik over til pakkespillet. Det gik hurtigt med at få delt pakkerne ud, og herefter var der - i hvert fald på mit bord - stor efterspørgsel efter "den sorte pakke" og "den store røde pakke". Da spillet sluttede, kunne alle pakke ud, og børnene var vældig tilfredse med deres gaver.

Efter nogle gode sange sluttede aftenen i særdeles god stemning. Børnene var trætte og skulle skynde sig hjem i seng, så de kunne være friske til skoledagen onsdag, og vi voksne følte, at vi havde haft en særdeles hyggelig og intens aften.

Kirsten Sanders